dec 8

8. december – mønstertosse…

Fulgte du med i går?

Jeg kunne ikke lade være med også at lege med børnenes klistermærker, da først Ludvig havde lavet sit billede.

Det er jo sjovt, hvordan man kan lave mønstre og objekter af forskellige ting. Ja, jeg ved det er lidt nørdet og måske mest bare mig der synes det er sjovt. Men anyway – her er lidt inspiration, hvis du også skulle synes det er bare lidt sjovt!

dec 6

6. december – Brunkager skal der til…

Har du prøvet at bage brunkager? Det er faktisk ret nemt og i år gik jeg lidt amok og bagte dobbelt op på en portion jeg troede gav ca 100 kager, men den gav godt 250 – så det endte med en produktion på over 500 brunkager. De var så heller ikke til mig og min lille familie allesammen, så det var helt fint at der blev rigeligt…

Jeg brugte Mette Blomsterbergs opskrift, som jeg fandt her på Louises madblog.

De smager vildt godt og du kan roligt bage rigeligt, for de forsvinder hurtigt! (Husk der bliver ca 250 stk og ikke 100, som der står i opskriften…)

God dag

Stine

dec 5

5. december – Der er små nisser på spil…

Godmorgen.

En lille nem mandag-morgen-nisse-ide ♥

 

Har du også tænkt: “Hvad skal jeg dog bruge alle disse små pasfotobilleder til, som man får med i billedserier hos divers fotografer i vuggestuer, børnehaver og skoler..??”
Her har du en af løsningerne: Små søde nisser til alle i familien.

Materialer: Pasfotos, rødt karton, saks, en tot vat, lim, evt nogle små magneter til at lime bagpå.

God fornøjelse og god mandag.

dec 4

4. december – Lyskranse

Glædelig 2. søndag i advent.

Her er en ide til lidt adventshygge med levende lys. Lyskransene kan også bruges til adventskransen, hvis du laver 2 mere…

Du skal bruge: Gørnt garn, hæklenål, 14 røde træperler, en saks og grøn elastiksnor.

Bladene er hæklet efter denne opskrift fundet hos Attic 24. Jeg har brugt mercericeret bomuld og hæklenål nr 2,5.

Fortsat god søndag ♥

dec 3

3. dcember – mere julepynt

Vi juler lidt mere herhjemme og hænger mere julepynt op. I dag har vi lavet snemænd af knapper og perler. Du kan se her hvordan…

Til en snemand skal du bruge noget hvid nylonsnor (andet snor kan også bruges), 2 hvide perler eller træperler du kan male hvide, 1 stor sort flad knap og 3-4 små sorte knapper. Vi har givet snemanden et tørklæde på af rød og hvid bomuldssnor. (Du kan også bruge en rest uldgarn.)

Hvis du ikke lige har perler og knapper på lager, så kan materialesæt købes i min netbutik – lige her.

 

dec 2

2. december – Julekugler

December er lig med julepynt.

Og sku du ikke have nok at pynte op med, eller synes du (ligesom jeg) at julepynt er noget af det man ikke kan få for meget af, så er disse julekugler rigtig nemme at lave.

Det eneste du skal bruge er runde klistermærker, stjerne- og hjerte klistermærker og noget snor.

(Disse klistermærker er fra Søstrene Grene, der plejer at have et stort udvalg og ellers kan de fås i de fleste boghandlere.)

 

God dag til jer alle.

Stine

dec 1

Nissen flytter ind

Det er blevet 1. december og nissen er flyttet ind i DesignRiget.

Han vil pynte vinduet og juletræerne i DesignRiget, i løbet af december måned. Følg med her eller på Instagram og facebook og se hvad der sker….

Hvis du vil lave din egen lille nisse kan du få opskriften ganske gratis lige her: Hæklet.nisse

Med ønsket om en nisse-hyggelig-december…

/Stine

 

feb 13

Pynt skal der til…

Posted in DIY, Fastelavn

Alle højtider giver anledning til pynt af forskellig slags… Og jeg elsker at lave pynten og hænge det op og få det hele til at se så fint ud!

Men hvornår skal det ned igen??

Til jul og påske giver det lidt sig selv, da det er højtider der varer flere dage. Når helligdagene er omme, så ryger pynten ned. I hvert fald hjemme hos os. Men hvad med fastelavn? Det er jo kun en enkelt søndag. Vi pyntede op et par dage forinden, da vi også skulle holde fødselsdag. Men nu har pynten hængt i over en uge og det er vel på tide at tage det ned – eller hvad? Er der nogen pynte-regler?

I år fik jeg lavet en del fastelavnspynt og jeg ved godt det er lidt sent at vise hvordan du selv kan lave det, nu. Men du kan jo vælge at se det som en mulighed, til at være i god tid til næste år… :-) Jeg har lavet pynt med perler og perleplader, knapper og klistermærker.

Små katte af klistermærker i forskellige størrelser.

Katte, masker og kroner lavet på perleplader.

Katte af knapper. Ørene er lavet af knudeskjulere – måske lidt fjollede og ikke helt så katte-agtige, men jeg måtte prøve at lave en kat af knapper…

feb 8

Fastelavn er for A-mennesker…

Posted in Fastelavn

Fredag var der fastelavn i børnehaven og Ludvig vågnede 05.30, fordi har glædede sig SÅ meget.

I dag har de holdt fastelavn i vuggestuen og Frida vågnede første gang kl. 05.00 – jeg tror nu ikke det var fordi hun var spændt på dagens arrangement… Men der må være noget med det fastelavn… Vi plejer først at vågne omkring 06.30 herhjemme, så det var jo noget tidligt for os!

Men så var der jo mere tid til at få udklædningen på plads.

Fredag var det Robot-2 der tog med Ludvig i børnehave og i dag sendte vi Frida-Frø afsted.

Lidt pral… Kostumerne er selvfølgelig hjemmelavede.

 

 

 

feb 3

Hvad skal du være..?

Posted in DesignRiget, Fastelavn

Fastelavn er lige om hjørnet og jeg har lavet 3 nemme ideer til kostumer til mindre børn.

Selve kostumet er en hue og en hale eller andet tilbehør. Ideen er opstået fordi min datter elsker at tage hue på, have hue på, gå med hue – både ude og inde…

Ideen kan varrieres i det uendelige og sættes sammen med børnenes normale tøj. Jeg har valgt at lave en kanin, en kat og en frø.

Mønsteret på huen kan du downloade gratis ved at klikke på linket: hat.pattern

Huen er str. 1-3 år og du kan nemt lave den større ved at ligge mere sømrum til. F.eks til str. 4-6 år tegner du 1 cm ekstra sømrum hele vejen rundt. Ellers mål dit barns hoved, men husk at huen laves i strækstof og derfor gerne må være lidt mindre end hovedet.

Syvejledning til kanin:

En kanin kan jo have flere farver. Jeg har valgt en farve, som min datter har bluse og strømpebukser i.

Du skal bruge 25 cm ribstof i den ønskede farve, en rest hvid eller lyserød til det inden i ørene, et nøgle uld eller acryl garn i samme farve som stoffet og 45 cm elastik. (eller så det passer rundt om maven på dit barn)

Mønsterdelene ligges på stoffet. Tegn selv ørene på papir først. Disse kaninøre er ca 19 cm lange og 7 cm bredde. Ørene klippes 4 x og huen klippes 2 x med 0,5 cm sømrum. Inderstykket til ørene klippes 2 x uden sømrum.

Sy det lyserøde inderstykke fast midt på hver øre med zigzag-sting hele vejn rundt i kanten. Lig ørene sammen ret om ret – et stykke med lyserød og et uden – og sy dem sammen med overlock eller stikkesting med 0,5 cm sømrum. Vend ørene. Sy de to hue-dele sammen fra folden og op til spidsen. Først den ene, så den anden. Sæt ørene fast på det ene huestykke, så de vender ned i huen og lig den anden hue-del over. Der er ca 5 cm mellem ørene i midten. Sy huen sammen fra side til side, med ørene i. Vend huen om og lig den 1,5 x 1,5 cm op og zigzag over kanten.

Halen er lavet af en pompon i uldgarn og syet på et elastikbånd, der er syet sammen til en cirkel.

Sæt huen og halen sammen med tøj i samme farve og du har et fint kaninkostume…

Syvejledning til frø:

20 cm grønt strækstof, en rest sort og hvid filt, pudefyld. Evt. grøn filt, grønt kantebånd og 2 tryklåse.

Tegn øjnene på papir først. Disse øjne er ca 8 cm bredde og 5,5 cm høje og halvrunde.

Frøen sys på samme måde. Det sorte i øjnene sys på det hvide. Det hvide sys på den grønne og øjnene sys sammen og vendes. Der kommes lidt fyld i øjnene, så de selv kan stå når huen sys sammen.

Til frøen har jeg også syet en lille rundskåren nederdel, (det mønster må komme en anden gang) da det var begrænset hvad vi havde af grønt tøj…. Og et lille bælte og en “halskæde” med grønne filt trekanter syet ind i folden på en strimmel kantebånd. De er begge lukkede med trykknapper.

Syvejledning til katten:

40 cm koksgrå eller sort strækstof, en rest lyserød, 45 cm sort elastik.

Katten sys på samme måde som kaninen og frøen. Tegn et mønster til hale og øre på papir først. Disse øre er 7 cm bredde og 6 cm høje og trekantede. Halen er 35 cm lang og 5 cm bred. Hvis det skal være rigtig nemt, kan du også lave halen af en sort knæstrømpe eller det ene ben i et par strømpebukser. Så behøver du kun 20 cm strækstof til huen.

Rigtig god fornøjelse med syningen og rigtig god fastelavn.

Skriv endelig hvis du har spørgsmål til syning af huerne…. ;-)