feb 13

Pynt skal der til…

Posted in DIY, Fastelavn

Alle højtider giver anledning til pynt af forskellig slags… Og jeg elsker at lave pynten og hænge det op og få det hele til at se så fint ud!

Men hvornår skal det ned igen??

Til jul og påske giver det lidt sig selv, da det er højtider der varer flere dage. Når helligdagene er omme, så ryger pynten ned. I hvert fald hjemme hos os. Men hvad med fastelavn? Det er jo kun en enkelt søndag. Vi pyntede op et par dage forinden, da vi også skulle holde fødselsdag. Men nu har pynten hængt i over en uge og det er vel på tide at tage det ned – eller hvad? Er der nogen pynte-regler?

I år fik jeg lavet en del fastelavnspynt og jeg ved godt det er lidt sent at vise hvordan du selv kan lave det, nu. Men du kan jo vælge at se det som en mulighed, til at være i god tid til næste år… :-) Jeg har lavet pynt med perler og perleplader, knapper og klistermærker.

Små katte af klistermærker i forskellige størrelser.

Katte, masker og kroner lavet på perleplader.

Katte af knapper. Ørene er lavet af knudeskjulere – måske lidt fjollede og ikke helt så katte-agtige, men jeg måtte prøve at lave en kat af knapper…

feb 14

Fastelavn står for døren…

Herhjemme er julen for længst overstået og tiden er fløjet afsted, selvom det kun føles som et par dage siden jeg sidst postede et indlæg her på bloggen.

 

I morgen er det fastelavn og selvfølgelig gør vi det i hjemmelavede kostumer herhjemme…

I vuggestuen har de allerede holdt fastelavn og vi sendte Frida Giraf afsted i hjemmesyet gul kjole med brune og orange pletter. Pletterne er klippet i stof og filt, hvor der først er strøget flisofix (dobbeltklæbende fliseline) på bagsiden og derefter er pletterne klippet ud og lagt på kjolen i et fint mønster. Til sidst er de strøget fast på kjolen.

Denne ide er måske ikke den nemmeste, men hvis man har tøj i de rette farver, er det ikke så svært at klippe pletter ud og stryge eller bare lime dem på. Vi havde hårbøjlen i forvejen.

På mandag er det fastelavn i børnehaven og der sender vi en politibetjent afsted. Han havde tøjet i forvejen og det har jeg pyntet med mærker, som jeg har printet ud fra nettet. Jeg søgte på dansk politi og fandt billeder af deres mærker, som jeg har printet, klippet ud og lagt ind i en plastlomme. Jeg har syet rundt i kanten i hånden og derefter klippet plastlommen til rundt om mærket og til sidst syet mærket på tøjet. Kasketten har vi (lidt tilfældigt) fundet i genbrug og al politiudstyret er købt i en legetøjsbutik. Denne ide kræver også at man har tøj og udstyr i forvejen, men måske du alligevel kan blive inspireret…

Rigtig god fastelavn allesammen – håber I får en god og sjov dag!